Here it is (in Danish so far)
Costello de luxe
Politiken 24. januar 2005, 2. sektion, side 2
En vred ung mand er blevet til en fiffig og følsom ældre herre, og begge lever heldigvis i bedste velgående.
Fem hjerter. Elvis Costello & The Imposters i Vega 22. januar.
Af Kim Skotte
Rock
Det var medskrækblandet fryd, publikum i Vega oplevede Elvis Costello i højeste gear fra første sekund. Næsten uden at trække vejret racede og rablede han sig på rekordtid igennem et større antal sange fra bagkataloget. Med mellemrummet mellem fortænderne klistret til mikrofonen og øjnene knebet i bag briller med rødorange glas som på det 24 år gamle album 'Trust'. Men dette første hæsblæsende kvarters tid viste sig blot at være opvarmningen. Som flinke sportsmænd skulle The Imposters lige have strakt musklerne godt igennem, inden det gik løs for alvor.
'Button My Lip' indleder Costellos nye cd 'The Delivery Man', og nummeret indledte aftenens hovedprogram. Et kaotisk og intensitetsmættet nummer, som viste sig at give endnu bedre mening spillet live, hvor The Imposters evne til at swinge melodisk i selv de mest kantede og hovedkulds numre satte sig stærkt igennem. Det er ikke mange bands, der simultant kan spille jazz, country og rock'n'roll skåret ind til benet. Men The Imposters kan, og sangene fra 'The Delivery Man' kræver det alt sammen. Fra hyperfølsomheden på 'Country Darkness' til 'Bedlam's kontrollerede fråde.
Efter i en årrække at have høstet mest respekt for sine eksperimenterende ekskursioner ud i klassisk og jazz og ind under det solbrændte i Burt Bacharachs univers har Costello med 'The Delivery Man' lavet sit mest indholdsrige 'Costello-album' i lang tid. Her samler han mange af en lang karrieres musikalske tråde i et spændstigt og livligt udtryk. Raffineret i nogle sange, hvoraf flere er helt på niveau med det bedste fra hans egen hånd. Hvilket ikke siger så lidt, blev man mindet om i løbet af en lang og gavmild koncert.
Begrænsningens kunsthar aldrig været Costellos force. En myreflittig sangskriver, der på 'The Delivery Man' heldigvis har opereret med et mindre nåleøje, end han for ofte har haft for vane. Det er, som om den mere afslappede tilgang til musikken paradoksalt nok denne gang har løftet sangene med op i mere koncentrerede luftlag. 'Country Darkness'. Så blåt og flot som noget Costello har lavet. 'Either Side of the Same Town', 'Nothing Clings Like Ivy' og titelnummeret med de magiske linjer »In a certain light he looked just like Elvis/ in a certain way he seemed like Jesus«. Vredet som en klejne for hvert gram mytologisk resonans. Af denne anden Elvis med den spinkle overkrop lagt langt frem i selen. Hvor man indimellem har haft på fornemmelsen, at sidespringene sugede mere energi, end de gav, er det på 'The Delivery Man', som om der bliver betalt tilbage i form af et naturligt overskud og en egen tændt afslappethed. Den til tider lidt for professionelle sangskriver er igen så personlig og skarp som nogensinde. Selv den desperat-satiriske kulturkritik 'Monkey To Man', som virker noget anstrengt postulerende på cd, lykkedes det Costello at fremhæve som en slags samlingspunkt for koncerten.
På en måde var hele koncerten en slags samlingspunkt for de 27 år, der er gået siden debutalbummet 'My Aim Is True'. Sjældent har en koncert så sikkert bundet en sløjfe, som i én elegant bevægelse samlede før og nu. 'Blame It On Cain', 'This Year's Girl' og 'Watching The Detectives' fra de to første lp'er. 1978 hvor Costello klarere end nogen anden så medietidsalderen tone frem i fascinationsmønstrene. Et righoldigt udvalg fra 80'er-lp'erne lsquo Blood & Chocolate' og lsquo King of America'. Sange, der hele tiden fungerede som spejle for de nye numre. Bortset fra den suveræne sangskrivning er det måske den bedste forklaring på 'The Delivery Man's triumf. Uden på nogen måde at være en retro-udgivelse tillader Costello sig at være retrospektiv i sin tilgang til de enkelte sange. Den midaldrende musiker spejler sig i et yngre jeg og genfinder sig selv. Intakt og forandret. Det er hemmeligheden bag 'The Delivery Man's vitalitet, der kun synes at vokse i den rigtige retning.
Vist havdekoncerten et par skønhedspletter. Nogle sange var så forcerede, at de aldrig helt kom frem i lyset. Med så stort et bagkatalog kan det være svært at vælge og vrage, og ved et par lejligheder havde koncerten nok været bedst tjent med et fravalg.
Men det var småting. Altoverskyggende var det en koncert præget af et massivt overskud. Med en Elvis Costello, der med et æsels stædighed efterhånden har forvandlet sin naturlige skryden til et instrument i stand til at mønstre stor skønhed. Med Davey Farragher og Pete Thomas som storspillende ankermænd og Steve Nieve, klaviatur-ekvilibristen, der heldigvis kun ser ud til at blive mere syret med alderen.
»Diving for dear life/ when we could be diving for pearls«. De sidste linjer i 'Shipbuilding' fra 1983. En af de mest bevægende og mest diskrete antiautoritære, politiske sange. Det lå som en undertone under koncerten. 'Monkey To Man'. Og hvad var det nu lige, der var så latterligt ved 'peace, love & understanding'? De spørgsmål, der skal stilles til livets aktører og til magthaverne. De lå lige under overfladen. Det blev aldrig en ufarlig opremsning af hits på trods af, at man fik alle de Costello-klassikere, man kunne ønske sig. Sunget og spillet med en spejlrefleks, der samlede før og nu, sangene, musikerne og os, der lyttede.
kim.skotte@pol.dk
The Wall of Sound also drown Elvis out at times and one couldn't hear his voice that clearly, although I was in the front of the stage and maybe his guitar amp blasted me and overshadowed the P.A. from where I stood.
